Inspirationstekst hvor min tekstilkunst udspringer fra

Hver morgen når jeg kører ud af byen i bilen, i skumringen, ser jeg hende. Hendes ansigt er et hængende gardin af rynker. 

I hånden holder hun en hundesnor, for enden af hundesnoren flagrer en Sankt Bernhards hund. Den er endnu hvalp, akavede bevægelser, virkelig stor. Hendes porøse ben stavrer i vejkanten.

Hendes fuckfingre til gud af at være så gammel og få så stor en hund. Total triumf og tro på livet, en yolo-livsstil, lige her, midt i skumringen.

Hun er lyspunktet i mine morgener.

For hvorfor tjekke aula hele tiden, hvorfor have en ren bil? Hvad handler livet egentlig om, måske bare at glemme alt det, men ingen kigger hvis du er alene, du må gerne glemme det hele, fuck mænd, ingen kigger når de ikke er der, heller ingen kvinder, så er vi bare en samlet flok af overmod og kærlighed. 

Kom med herover, venner, her er tusinde gange sjovere, kom, kom, den her vej, følg den klamme bil, ud af hovedvejen, i mørket,i intetheden, tank den helt op, vi kører til vi ikke orker mere, så danser vi lidt (ikke det der find din indre spiritualitets-dans, bare kropslige hop til pop), drikker en øl, ryger en cigaret. Kom, så råber vi fuck patriaktatet, fuck, fuck, fuck mental load. Vi råber vi findes, vi skriger VI FINDES ENDNU, vi samler os i de matte diamanters klub, tænk at vi orker, men dét orker vi faktisk.